Winie Sørensen

Beskrivelse af kunstneren
Jeg er autodidakt billedkunstner. Passionen for tegning og maling har været mit omdrejningspunkt lige siden jeg var barn. Jeg har afprøvet mine evner og talenter i mange forskellige sammenhænge og har derigennem hele tiden udviklet mig.

Siden 1990 er jeg blevet undervist af billedkunstner Håkan Nyström. Håkan har været og er stadig en meget stor inspirator for mig. Han er en konstruktiv kritiker samt en eminent formidler af maleteknikker.

Jeg har udstillet og solgt sine malerier siden 2009. Du kan finde eksempler på mine malerier samt udstillingsoversigt på min hjemmeside: www.hjertetskunst.dk.

Hvorfor maler jeg?
Hvorfor….. fordi jeg ganske enkelt ikke kan lade være! Lige siden jeg var en lille pige og kunne holde på en farveblyant, har jeg tegnet og malet. Det er mit livs passion – mit HVORFOR. Jeg maler med hjertet, hvilket også er årsagen til at min hjemmeside hedder: Hjertets Kunst.

Hjertet er og kan mange ting og er derfor livets absolut største KUNSTværk. I hjertet er alt godt, det rummer alt og er bevidsthedens centrum.... her bor ens sjæl - ens DNA og sandhed. Jeg er i kontakt med alle mine indre følelser, når jeg maler, og det er i maleriets verden mit hjerte bor.

Hvad maler jeg?
Jeg bevæger mig både indenfor den figurative og den abstrakte billedkunst. Hovedvægten ligger dog på det abstrakte udtryk, idet det giver mig en større frihed til egen fortolkning. Kunstnerisk set har jeg fundet mit ståsted i akrylmaleriet, idet det passer bedst til mit temperament.

Inspirationen finder jeg overvejende i naturens former og farver. Et godt eksempel er mine malerier i Yellowstone serien. I 2008 besøgte jeg denne helt fantastiske naturpark i staterne Wyoming/Montana i USA. Yellowstone udgør det mest forunderlige landskab af røg, farver og ikke mindst lugten af sulfater. En landskab som man ikke finder lignende i Danmark. Jeg gik fascineret rundt med mit kamera og tog billeder af alle de kogende og boblende 'vandhuller', hvor jordens indre kemikalier miksede de meste utrolige og uvirkelige farvekombinationer. Mange af disse indtryk inspirerede mig til en helt ny malestil, hvor jeg kombinerer mange maleteknikker i et og samme maleri med et helt unikt udtryk til følge. Flere af mine kunder har nævnt, at de synes malerierne nærmest virker stoflige.

Malerier af Winie Sørensen

Frozen Fire
Akryl
80 x 60 cm
Winie Sørensen
Pris: 3700 kr.

Inside out
Akryl
50 x 60 cm
Winie Sørensen
Pris: 2300 kr.