Steen Holdrup

I 1810 udgiver Goethe ”Zur Fahbenlehre”. Med næsten 1.000 sider er det en ordentlig basse af bog, men det mest bemærkelsesværdige ved den er, at den tyske forfatter og digter bryder med Isaac Newtons strengt naturvidenskabelige forklaring på farver. For Goethe findes farver faktisk som andet end lysbølger på en bestemt frekvens, og han opererer med en grundlæggende modsætning mellem blåt og gult. En modsætning, hvor begge er gensidigt afhængige af hinanden som lys og mørke, nat og dag. Denne grundlæggende modsætning findes også i Steen Holdrups billedverden. Her indgår gult og blåt, nat og dag, lys og mørke i et evigt vekslende samspil og dialog, hvor snart det ene, snart det andet har overtaget. Ved første øjekast virker de fleste af malerierne abstrakte, men hurtigt ledes associationerne hen på det nordiske landskab og det nordiske lys. En turkis tusmørkehimmel, en efterårssymfoni af rødt, orange og gult, varme gule solstråler, der pludselig bryder igennem skydækket, en grå regnvejrsdag, der, opdager man, ikke kun er grå, men perlemorsfarvet, violet, indigoblå og preussiskblå. Figurative elementer begynder også at snige sig ind. En tagryg, klumper af småhuse, en bakkeskråning, silhuetten af et træ, klipper, en fossende elv. Jo mere man kigger, des flere ting dukker op. Nogle tydelige, andre afhængige af øjnene, der ser. Hvad de fleste kan blive enige om, er, at malerierne er gennemmusikalske. De er i bund og grund farvesymfonier. Steen Holdrups maleriske følsomhed og evne til at indleve sig i naturen og landskabet giver sig udslag i malerier, der kan være dramatiske som en Wagner-komposition, blide som et klaverstykke af Chopin, brusende som Händels barokmusik og improviserende som en saxofonsolo af Charlie Parker. Og igen, hvad man nu hører for sit indre øre, afhænger af ens egne receptive antenner. Det er helt tydeligt, at det at male, er noget helt vitalt for Steen Holdrup. Det er, sådan han udtrykker sig, sådan har ser og føler verden. Vi mærker hans begejstring, vemod og ekstase. Hans malerier skal ikke gennemanalyseres. De skal opleves. Uden filter og med sanserne klare og spændte. Resultatet er yderst tilfredsstillende. Man vækkes af sin slummer og får lyst til at gå en tur på stranden, i skoven, på engen eller marken og mærke sin egen begejstring, sin egen undren og sin egen fascination.

Besøg hjemmeside