Søren Kent

Søren Kent - en lystmaler. Overskriften kan godt tages for pålydende. Søren Kent maler, fordi han har lyst til det - og fordi han ikke kan lade være.Penselstrøgene sættes på lærredet med samme naturlighed som at trække vejret, ikke ubesværet,det kommer der aldrig noget godt ud af,men rytmisk flydende, formerne fødes spontant,menneske figurer,hedenske og vilde som vores forfædre og urmøder, dukker frem af den seje materie, dansende, elskende,besværgende eller gående i højtidelig procession, omgivet og indesluttet af et landskab, som kan være Andalusiens brændte maskuline og ubarm - hjertige jord eller Bornholms grønne frodighed . med det særegne Baltiske lys-grøn frodighed og blå himmel med en munter røget sild,mild og humoristisk. I de Spanske landskaber er det naturligvis den sorte potente tyr, som dominerer. Det er tydeligt,at Søren Kent føler sig godt tilpas i begge verdener. Andalusien og Bornholm er Søren kents yin og yang. Når han er det ene sted,længes efter det andet.Sådan er det. Når han ikke af den grund er blevet melankoliker, hænger det utvivlsomt sammen med hans enorme livsappetit. Dufte gør landskaberne også, den brændte jord,der vækkes til live af pludselige regnskyld, mange jernforbindelser,som skaber en uendelig variation af okkerfarver,en jord med skarp og sveden lugt,en lugt af fattigdom,religiøs , fanatisme, Heltegerninger og tragedier, Goyas jord,Picassos,Miros, El Grecos jord.En usentimental jord I disse barske landskaberne lader Søren Kent menneskeskikkelser dukke op,stilliserede konturer af mennesker som de viser sig i hulemalerierne og helleristningerne, figurer,der magiske som de var og er samtidigt er de aller største kunstværker overhovedet,Som om Søren Kent vil vise os sine og vores rødder på samme måde som Cobra. gjorde det i deres spontane visioner,det drejer sig om at skabe og formidle sin begejstring,frygt og ekstase til os beskuere, ucensureret og frit.Det er dette Søren Kent vil, og det er han rigtig god til . Skrevet af Tom Jørgensen Redaktør af Kunstavisen