Michelle Gustavsen

Min kunst udspringer ikke af teknik alene, men af det sted i mig, hvor følelserne bor. Jeg maler, fordi jeg må. Fordi noget i mig vil ud, have luft, have farve, have bevægelse. Hvert maleri er skabt af min emotionelle kerne — af glæde, smerte, længsel, styrke, sårbarhed og håb. Penslen bliver min stemme, når ordene ikke rækker. Jeg lever med angst. Den bor i både mit sind og min krop, og den kan fylde, larme og tage kontrollen. Når jeg maler, tager jeg den stille og roligt tilbage. Maleriet bliver min måde at skabe orden i kaos, at samle mit åndedræt, mine tanker og min krop i ét. Her har jeg lært at finde en form for kontrol — ikke ved at kæmpe, men ved at give slip. Når jeg maler, træder jeg ind i mit frirum. Et rum uden krav, uden regler, uden forventninger. Det er mit hellige sted, hvor verden udenfor forstummer, og hvor angsten får lov til at træde i baggrunden. I dette rum kan jeg få bare lidt fred. Nogle gange mere end lidt. Her må jeg være, uden at forklare mig, uden at holde mig sammen. Mine malerier er ikke blot billeder; de er spor af følelser, lag af indre landskaber og øjeblikke af ren tilstedeværelse. Farverne bærer min energi, mine bevægelser, mit åndedræt. Hvert strøg er ærligt, hvert lag er et vidnesbyrd om det menneske, jeg er i det øjeblik, værket bliver til. At male er min fred. Det er her, jeg finder ro midt i uro, styrke midt i sårbarhed og en stille balance mellem sind og krop. Kunsten er min måde at være i live på — at mærke dybt, overleve nænsomt og give noget ægte videre. Når jeg deler mine malerier, deler jeg et stykke af mit indre univers. Et ærligt møde mellem min sjæl og din.