Kasper-Emil Tornfeldt

Jeg arbejder med figurative malerier, hvor kroppen opløses og genopstår i spændet mellem struktur og forskydning. Figuren fungerer som et ustabilt centrum, hvor flader, linjer og rumlige markeringer konstant forhandler deres indbyrdes relation. Billedet fremstår på afstand som samlet og fastlåst, men tæt på træder en subtil vibration frem. Linjer, farvefelter og figurer forskyder sig en anelse, så intet står helt stille. Vibrationen opstår i grænselandet mellem det kontrollerede og det frie og bliver først synlig, når blikket fastholdes i detaljen. Jeg arbejder med en bevidst spænding mellem en enkel, direkte streg og en mere taktil, malerisk overflade, hvor billedet til tider antager en collageagtig karakter. Her bliver maleriet ikke en fast konstruktion, men en tilstand i bevægelse, hvor det genkendelige hele tiden er ved at glide. Arbejdet er forankret i modernismens undersøgelser af form, figur og rum, hvor især kubismens fragmentering danner et strukturelt afsæt. Hos Pablo Picasso ligger inspirationen i den konstruktive opløsning af figuren og sammenstillingen af flere billedlogikker. Denne struktur relaterer sig til Franciska Clausen, hvor billedet organiseres som et system af spændinger mellem orden og brud. I mit arbejde forskydes denne orden gennem en vedvarende, lavintens ustabilitet – en vibration – hvor relationerne mellem flader og linjer aldrig falder helt til ro. Den collageagtige opbygning af billedfladen kan ses i forlængelse af Henri Matisses arbejde med udskårne farveformer, hvor billedet konstrueres gennem præcise, men forskydelige elementer. Francis Bacon fungerer som en mere afgrænset reference i forhold til kroppens ustabilitet og deformation, hvor fokus i mit arbejde ligger på formens forskydning snarere end på psykologisk intensitet. Rum opstår som fragmenterede strukturer – antydede systemer, der både bærer og destabiliserer figuren. Kroppen bliver et sted, hvor orden og opløsning sameksisterer.

Instagram