Anne Gammelgaard

Den røde tråd og omdrejningspunktet i min kunstneriske praksis er at finde en vej til at få beskueren til at mærke. At skabe kunst er for mig en insisteren på følelsens forrang. Jeg ønsker at vække modstridende tilstande: følelsen af at være beskyttet og sårbar, bange og inviteret, tiltrukket og frastødt. Værkerne er afspejlinger af min egen indre og ydre verden; de er drømmerum, man kan fare vild i. I min kunstneriske skabelsesproces lader jeg tankerne være tanker og giver i stedet kroppen plads til bare at være en sansende krop. Dette tillader mig at skabe de mest frie, visuelle udtryk. I mit kunstneriske arbejde udforsker jeg uortodokse metoder og egne teknikker, hvor jeg søger en balance mellem det rå, voldsomme og det helt fine, skrøbelige. Jeg forsøger at lade beskueren føle, hvad jeg føler, men ikke nødvendigvis tænke, hvad jeg tænker. I mine abstrakte værker, der trækker tråde til både den østasiatiske maletradition og Cobra-malernes intuitive spontanitet, lader jeg det ukontrollerede og tilfældige styre processen. Stemmen er forbindelsesleddet mellem vores indre og ydre. Den samler vores følelser og tanker og sender dem ud i verden i et håb om at blive hørt og forstået. Men når ordene ikke rækker, må billedet tale. Det abstrakte holder spørgsmålet åbent og flytter os væk fra det konkrete ord. Sproget kan række sine arme ud og artikulere en sansning, men aldrig udtømme den. Der er en flygtighed, som sproget ikke kan fange. Kunstens sprog begynder der, hvor ordene slipper op. Mine værker er visuelle udtryk for det, vi ikke har ord for. Ved at skabe ’sårbar’ kunst giver jeg adgang til at reflektere over livets svære emner.